Nyheder


 

09.09.2013

DET NYE PRODUKTPROGRAM ER UDVIKLET MED DE BEDSTE TEKNISKE VÆRKTØJER.

KØRETØJERNE HAR GENNEMGÅET ET OMFATTENDE TESTPROGRAM

For at kunne udvikle det nye produktprogram fra Renault Trucks, har køretøjerne gennemgået et omfattende testprogram, som denne artikel giver et nærmere indblik i.

Virtuelle simuleringsværktøjer

Renault Trucks benyttede på et tidligt tidspunkt i udviklingen af det nye produktprogram virtuel simulering for at reducere det antal modeller, der ellers ville skulle bygges for at evaluere den endelige produktkvalitet.

Disse værktøjer gjorde, at man ved hjælp af en speciel hjelm og handsker med sensorer kunne teste og udvikle ved hjælp af virtuel udgave af køretøjet. Ved at følge test-ergonomer og chaufførers bevægelser og den kontakt, de havde med de virtuelle elementer i førerhuset, kunne eksperterne optimere ergonomien og komforten i førerhuset. “Takke være disse værktøjer har vi ikke behøvet at producere nogen prototyper men har i stedet kunne gå direkte til pre-produktion” siger Thierry Hours som er projektchef for de tunge serier. Al information blev indsamlet af Renault Trucks´ designafdeling og var yderst værdifuld for alle involverede i udviklingen af det nye produktprogram.

Tredimensionelle modeller

For at udvikle kabines udformning blev specialister i digital modellering sat på banen, og ved hjælp af en teknologi kendt fra Formel 1 kunne de på få timer producere fejlfrie prototyper ved hjælp af 3D-printteknologien.

“Denne teknologi gav os fleksibilitet og mulighed for 100 % nøjagtighed”, siger Thierry Hours og fortsætter “Vi havde mulighed for at teste og justere elementer på f.eks. instrumentbrættet, uden at vi først var nødt til at lave en fysisk model. – På denne måde kunne vi videreudvikle, indtil vi var tilfredse med resultatet og sikre på at alt levede op til vores forventninger.”

Det elektromagnetiske kammer

Vi er måske ikke opmærksomme på det, men der findes elektromagnetiske felter overalt. For at sikre at lastbilerne kan arbejde pålideligt, har Renault Trucks udviklet en omfattende testprocedure til netop dette. Først og fremmest består denne procedure af et elektromagnetisk kammer - dvs. et laboratorie der undersøger køretøjets elektromagnetiske kompatibilitet og sikrer immunitet herfor. Laboratoriet er helt sikret mod alle udefrakommende forstyrrelser og er udviklet efter princippet om ”Faradays bur”: en perfekt kubisk metalkasse med vægge beklædt med kulstofkegler for at undgå elektromagnetiske refleksioner. I dette kammer blev alle køretøjerne i det nye produktprogram udsat for frekvenser fra 100 kHz til 3 GHz, og man kunne her klarlægge eventuelle elektromagnetiske forstyrrelser og udrede dem.

Vej- og bænktests

Køretøjerne er testet på Renaults testcenter i La Valbonne, hvor de i en periode på 20 uger blev udsat for hvad der svarer til et års brug. Her blev de udsat for en række udholdenhedstests og hvis en komponent gik i stykker, blev den med det samme analyseret og ændret for at opnå det bedst tænkelige slutprodukt. Sammenlagt blev det til over 5.000.000 timers bænktest for alle køretøjernes delsystemer såsom ramme, førerkabine, motor, gearkasse og elektriske komponenter, for på denne måde at sikre at alle komponeter til sidst fungerede optimalt og pålideligt.

På samme tid blev de nye Renault Trucks også testet på åben vej, så der kunne tages højde for “real-life” forhold som bl.a. dieselforbrug, støj og vibrationer – I alt 32 del-tests der skulle sikre det endelige kvalitetsprodukt.

Renault Trucks har også udført en række tests under ekstreme vejrforhold. ”Ekstrem kulde”-testene blev udført gennem tre vintre i Lapland hvor temperaturen kan falde ned til -40 °C. ”Ekstrem varme”-testene blev udført i Sydspanien og Oman hvor temperaturen kan nå 60°C i solen. ”I disse tests blev alle leder og kanter af køretøjerne undersøgt” forklarer Thierry Hours og fortsætter ” Vores testfolk boede i køretøjerne dag og nat og kunne derved tjekke, om der var ordenligt isoleret, om air-condition virkede tilfredsstillende, og om man kunne benytte f.eks værktøjskassen i disse ekstreme vejrforhold”. Vejgreb og startevne var selvfølgelig også på agendaen og blev naturligvis testet i kulde såvel som i varme.

Motortests

1000 ansatte deltog i udviklingen af de nye Euro 6 køretøjer i Renault Trucks udviklings- og testfaciliteter i Lyon. De nye tilladte emissionsværdier krævede en drastisk reduktion i udledningen af forurenede stoffer, og dette medførte store indgreb i motorerne samt et effektivt system til efterbehandling af udstødningsgasserne. Over 600 prototyper måtte udvikles og 300.000 timers test blev udført før det endelige resultat forelå og en godkendelse kunne opnås.

Efter 7 års produktudvikling, 50 testkunder, 10 millioner kilometers testkørsel i 500 køretøjer, som blev testet i alle tænkelige vejrforhold, kunne Renault Trucks lancere det nye produktprogram den 11. juni i Lyon og Renault Trucks glæder sig til at kunne levere de første lastbiler til kunderne i starten af oktober.