Nyheder


 

28.06.2013

DANSK KUNDE MØDER DEN NY RENAULT

IMPONERENDE OG FRISTENDE

Roserne fra de næsten 5.000 gæster, som var inviteret til Renault Trucks præsentation af den franske producents nye produktprogram, var overvældende. Blandt de fine ord kunne blandt andet høres imponerende, fristende, flotte og interessante.

Præsentationen for 5.000 indbudte kunder og den internationale presse fandt sted den 11. juni på det kæmpestore Expo Center i Lyon.

Da interessen for de nye lastbiler tilsyneladende var større end en iværksat flyvelederstrejke kunne ændre på, blev der tale om en ubetinget succes, som stort set alle indbudte gæsterne nåede rettidigt frem til.
Vognmand Heino Edelskov fra Padborg var blandt de mange kunder, som på forhånd havde vist stor interesse.

”Før jeg kom herned var min viden om Renault Trucks’ nye produktprogram begrænset til de sædvanlige rygter som ofte svirrer i transportbranchen” sagde vognmanden, hvis største fokus var koncentreret på de nye langdistancebiler, som bliver markedsført under navnet T og efterfølgende motoreffekt.

Edelskov’s, som vognmandsforretningen i Padborg kaldes til daglig, blev etableret i 1988 af Egon Edelskov, der i dag har det overordnede ansvar for forretningen sammen med sønnen Heino Edelskov.

Forretningens vognpark består af 86 trækkende enheder, hvoraf den overvejende del er sættevognstrækkere, og derudover tæller vognparken et antal egne trailere.

Grunden til Heino Edelskovs skærpede interesse for Renault Trucks’ nye langdistanceserie skyldes dels, at Edelskov’s største transportaktiviteter er trafik mellem Danmark og især de nordlige dele af Norge og Sverige, dels at vognmandsforretningen i nær fremtid står foran at skulle udskifte omkring 20 styk 6x2 trækkere.

”I vor nuværende trækkerflåde findes to Renault Premium Road, som vi er meget tilfredse med. Men da pladsen i Premium førerhuset er trang, bliver de udelukkende brugt af chauffører, som sover i hjemlige omgivelser. Derfor er jeg på jagt efter trækkere med optimal plads i førerhuset til vores eksportchauffører, som ofte er på farten tre uger ad gangen” fortæller Heino Edelskov.

Forventningerne blev indfriet

Allerede efter den første visuelle kontakt med eksteriøret på Renault Trucks’ T model, kunne Heino Edelskov ikke skjule sin store begejstring, og efter et par minutter bag rattet blev begejstringen blot endnu større. ”Den er faktisk både flot og fristende. Førerhusets interiør og indretning er så flot og gennemtænkt, at jeg på nuværende tidspunkt ikke er i tvivl om at produktet også leverer topmoderne komfortniveau og ligeså moderne køreegenskaber” udtaler Heino Edelskov og forstætter ”Jeg ser med stor interesse frem til at prøve et eksemplar, og hvis prisen er interessant vil jeg ikke udelukke en handel af fem 6x2 trækkere med det såkaldte ”High Sleeper Førerhus” som har helt fladt gulv, fuld ståhøjde og masser af fralægningsplads. Med hensyn til drivline bliver denne født med DTI 13 motoren og det automatiserede gearskifte Optidriver, og jeg vil vælge enten 480 hk eller 520 hk. - Men som sagt før; alt afhænger af prisen. I dag er ”Pure Business” trods alt nøgleordene for en god gensidig handel” slutter Heino Edelskov.

Renault Trucks er den første lastbilproducent, der har lanceret et helt nyt produktprogram på en og samme gang. Det nye produktprogram er delt op i tre kategorier - Langdistance, Distribution og Entreprenørbiler hvoraf den sidste ikke markedsføres i Danmark. De tre modelserier kan fås med alle gængse drivliner, akselkonfigurationer, førerhuse og totalvægte. Dermed kan Renault Trucks levere en topmoderne lastbil med Euro 6 motor til ethvert transportformål.
Som et ekstra plus er Renault Trucks blevet en integreret del af Volvo Group Trucks og dermed er det europæiske servicenetværk blevet betydeligt forstærket.